GRÅBRØDRETORV
- uartige munke og flippede tider

Torvets umiddelbart idylliske ydre gemmer på en broget historie komplet med munke og hippier, landsforræderi og drama. Det var gråklædte franciskanermunke, der senere har lagt navn til torvet, og som de første bosatte sig på stedet i 1238. De skulle udbrede læren om afholdenhed, men i de hemmelige gange under klostret levede munkene et ganske andet og vellystigt liv. Da munkenes hykleri nogle hundrede år senere blev opdaget, rev man klosteret ned, men rester fra det middelalderlige kloster kan stadig ses i de hyggelige kældre, der nu huser Peder Oxes Kælder og Bøf & Ost.

 Ulfeldts Plads 1748 - Maleri af Johannes Rech

Ulfeldts Plads 1748 - Maleri af Johannes Rech

På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Som følge af at Ulfeldt gik i svensk krigstjeneste og blev dømt for landsforræderi, blev gården revet ned og der rejstes i 1664 en skamstøtte over ham på pladsen, der blev døbt Ulfeldts Plads. De følgende århundrede blev pladsen hærget af massive brænde og bombardementer, hvorefter de smukke, farvede huse blev bygget og torvet fik sidenhen navnet Gråbrødretorv.

Da Gråbrødretorv i 1968 blev brostensbelagt og fik gågadestatus, kom hippierne til. I mange år var pladsen under det store træ de unge flipperes samlingssted, men i 1980’erne blev de afløst af yuppierne, der blev tiltrukket af det vilde natteliv. I dag er torvet hovedsageligt kendt for de mange, forskellige madsteder, de stemningsfulde barer og små finurlige forretninger.

 Københavns ældste fotografi taget af Peter Faber, der også er manden bag juleklassikeren Højt fra træets grønne top (1840 - Ulfeldts Plads, året inden skamstøtten blev taget ned og to år inden pladsen fik navnet Gråbrødretorv )

Københavns ældste fotografi taget af Peter Faber, der også er manden bag juleklassikeren Højt fra træets grønne top (1840 - Ulfeldts Plads, året inden skamstøtten blev taget ned og to år inden pladsen fik navnet Gråbrødretorv )